Min baggrund

Far, socialrådgiver og folketingskandiat

Mit navn er Ali Aminali. Jeg er 37 år, og jeg bor i Aarhus sammen med min kæreste og vores 3-årige søn, Alexander. Jeg kom til Danmark, da jeg var fem år, fordi min far flygtede fra styret i Iran. Jeg voksede op i Nordsjælland, hvor jeg gik i en almindelig folkeskole. Der blev ikke taget særhensyn, og det gjorde, at jeg var på lige vilkår med alle andre. Det gjorde, at jeg aldrig følte mig anderledes – selvom min hudfarve er brunere end de fleste danskeres.

Hvad laver jeg i i dag?

Til dagligt arbejder jeg som socialrådgiver i Myndighedsafdelingen i Silkeborg Kommune. Jeg sætter stor pris på at kunne gøre en forskel, hjælpe andre og se dem udvikle sig. Jeg er ikke bleg for at sige min mening, og derfor er jeg også Opinion-skribent hos Berlingske Opinion, foredragsholder og EP- og folketingskanditat.

Jeg ved, hvad jeg taler om

Jeg blev færdiguddannet i 2014 og har sidenhen arbejdet med beskæftigelse, integration, uddannelse og vejledning i 4 år. Jeg har en bred socialfaglig viden i forhold til dét at arbejde med socialt udsatte og individer, der er langt væk fra arbejdsmarkedet. 

Jeg har blandt andet arbejdet som beskæftigelseskoordinator i Helhedsplan Viby Syd. Formålet var, at hjælpe unge og voksne tættere på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. I dette job beskæftigede jeg mig desuden meget med at forstå, samle empiri og viden omkring ikkevestlige unge og ældres tilhørsforhold, identitetskamp og forståelse af det danske samfund. 

Jeg fik i samme periode indsigt i, hvilken indsatser, idéer og metoder, der bliver brugt, når der iværksættes og arbejdes med integrationsprojekter, ungdomsindsatser og andre lignende tiltag, som i teorien skal være med til at forbedre mulighederne for de borgere, der bor i socialt udsatte områder.

Læs mere om min politik