Beskæftigelse og integration

Beskæftigelse 

En fair beskæftigelsesindsats, hvor mennesket er i fokus og ikke systemet.

Jeg vil have, at vi investerer i vores velfærd og beskæftigelse. Det vil jeg gøre, fordi undersøgelser og rapporter viser, at man faktisk kan spare en masse penge ved at forbedre vilkårene for borgerne, socialrådgiverne og det tværfaglige samarbejde mellem instanserne.

Jeg har selv som socialrådgiver mærket, hvordan systemet favoriserer kontrol, bureaukrati og økonomi frem for faglighed og frem for at bruge den tilstrækkelige tid på borgerne, som skal til for at gøre dem til aktive spillere i deres egen sagsbehandling. På nuværende tidspunkt bruger vi alt for mange ressourcer på projektmageri, eller også vælger man at gøre tingene på den måde, som man plejer, når det kommer til vores beskæftigelsesindsats. Når man stiller kritiske spørgsmål eller undrer sig, får man af vide, at det er regeringens skyld. Det mener jeg ikke.

Jeg vil kæmpe for, at vi skal vise politisk mod og investere i den rette indsats. Vi skal lytte til de kommuner, der allerede har forsøgt og har lykkes med at finde løsningerne.

Vi skal have skabt os en fair beskæftigelsesindsats. Én, der har alle borgere i fokus og sørger for, at vi sammen kan rykke så mange som muligt væk fra offentlig forsørgelse og hjælpe dem videre på rette vej. 

Integration 

I alt for lang tid har man forsøgt at tage særhensyn til ikkevestlige borgere ved at fokusere på nytteløse integrationsindsatser, som kun har ét formål – at imødekomme de religiøse og kulturelle skånehensyn, nogle kræver, når de mødes med krav. Især de ikkevestlige kvinder og unge har været forsøgskaniner for disse projekter. Vi må acceptere, at det ikke nytter noget. Et godt eksempel er, når man forsøger sig med blok-ambassadører i helhedsplaner eller sender kvinder i systuer, til madlavningsprojekter eller kulturforståelsesindsatser i jobcenterregi. Vi skal begynde at stille større krav og fokusere på faglighed i stedet for særhensyn og mavefornemmelser. Fokus skal fremadrettet være helt anderledes. Vi skal gribe problemerne an på samme måde, som vi gør, når vi møder socialt udsatte, etniske danskere i andre områder. Ikke flere særhensyn. Fokus skal være på klassisk, socialt arbejde.

Parallelsamfundet og ghettodannelser 

Vi bliver nødt til at tage et opgør med den negative indflydelse, som politisk islam har i parallelsamfundet og på integrationen. Imamer som Abu Bilal, Grimhøjmoskéen og moskéer, som vi så i programmerne ”Moskéer bag sløret” er med til at forvirre og fordreje flere generationer af ikkevestlige borgere. De opfordrer dem til at se bort fra demokratiske værdier og frihedsværdier og til at sætte religiøse regler og normer højere. Tolerance og accept for frihed, lighed mellem køn og kærlighed for demokratiet er ikke-eksisterende hos dem. De vil et helt andet Danmark. Derfor skal det i fremtiden ikke være muligt at anvende arealer i ghettoområderne til at bygge moskéer før beboersammensætningen ændrer sig drastisk. Samtidig skal samarbejdet med de allerede eksisterende moskéer revurderes. Det samme gælder for de religiøse privatskoler, som har kønsopdelt undervisning og en meget konservativ forældregruppe, der opfatter lejrskoler, musikundervisning, biologi- og seksualundervisning som forbudt ifølge islamiske love. Vi skal turde at tage problemet op og modarbejde disse tendenser.

Riv blokkene ned

Nogen vil mene, at det er et voldsomt indgreb, men virkeligheden er, at det er et af de stærkeste redskaber, vi har. Gellerup i Aarhus Kommune er et perfekt eksempel på et område, der rent faktisk har været lukket rundt om sig selv pga. blokkenes placeringer. For mig handler det om at ændre områdets fysiske struktur, så det åbnes op og bliver en del af det øvrige samfund. De arealer, der frigives skal reserveres til boliger, erhverv, idrætsfaciliteter og offentlige institutioner. De borgere, der står til at miste deres lejlighed som en konsekvens af nedrivningsprocessen skal selvfølgelig have mulighed for at få en tilsvarende bolig et andet sted. For vi får ikke et opgør med parallelsamfundet uden at rive en stor procentdel af boligblokkene ned. Jeg mener ikke, at vi skal have områder i Danmark, hvor størstedelen af beboerne er fra ikkevestlige lande og bor i et lukket ghettosamfund. Denne form for ubalance i beboersammensætning skal der gøres op med.

Burkaforbuddet: Politisk islam har ingen plads i Danmark

For mig er burka og niqab ikke et stykke stof, en beklædningsgenstand eller mode. Det er en religiøs manifestation og et bevis på, at man sætter sine religiøse overbevisninger ud over alt andet. Det er politisk islam og dermed også et bevis på islamisme.

I Mellemøsten er der på nuværende tidspunkt et mindre oprør mod politisk islam og radikal islamisme. Men i visse kredse i Danmark og Europa bliver politisk islam romantiseret af en generation af unge, som ikke ved, hvad det vil sige at leve under et totalitært, islamisk regime. Visse politikeres naive tilgang bliver brugt af mørkemænd til at positionere sig endnu stærkere og få større magt og indflydelse.

Mange siger, at et burka- og niqabforbud kan forstærke disse mørkemænds indflydelse. At vi begrænser den frie vilje, og at det er udemokratisk. Men helt ærligt – passivitet og en naiv tilgang er netop grunden til, at romantiseringen af politisk islam har fået så meget medvind. Den passive tilgang er skyld i, at religiøse centre såsom Grimhøjmoskéen og organisationer som Hizb Ut Tahrir har fået så meget indflydelse i parallelsamfundet, og den har være med til at gøre gruppen af ikkevestlige, som ikke vil Danmark, endnu større. 

Husk på, at politisk islam ikke vil demokratiet! De tror ikke på den frie vilje eller religionsfrihed.

Så, for mig er et burka- og niqabforbud vigtigt. For når du siger fra over for disse islamistiske, symbolske manifestationer, så siger du også fra over for accepten af den stigende indflydelse af politisk islam i vores samfund.